Lad vær’ at blive forfatter! Interview med Hans Schmidt Petersen

Hans Schmidt Petersen debuterede på dansk. Det var i 1993 på Gyldendal med Den lodne Bøg, som fik Bogforums Debutantpris.  Siden gik det videre på både tysk og dansk, og det blev undervejs til en tysk Marlowepris. Hans roman Den gode Amerikaner kaldte Politikens Angela Brink ”en genialt foruroligende ikke-krimi”, og hans nye danske krimiserie om Carsten Mathiesen har både Berlingske og Politiken nævnt blandt årets allerbedste bøger. Schmidt Petersens fremmeste råd til folk, der gerne vil være forfattere, er: Lad være!

”Hvordan var din egen begyndelse?”
”Den lodne Bøg var mit tredje manuskript (egentlig mit fjerde, jeg skrev en
roman som femtenårig). De to foregående var på tysk, så Bøgen var mit første
danske, som straks blev udgivet. Da var jeg virkelig heldig. Men den skulle
også gennem en ordentlig redigeringstur, inden den virkelig blev udgivet,
blandt andet blev den smeltet ned fra 450 til 150 sider.
De to andre – de tyske – var omkring en masse forlag, og den anden roman hev jeg frem igen og igen i løbet af årene, og i 2007, sytten år efter, jeg skrev det første manuskript, udkom den (oversat til dansk) som “Eivissa”. Man skal være tålmodig, når man vil skrive litteratur. Man skal skrive og skrive og smide en masse væk.”

En transparent forfatter
”Nye forfattere strides ofte med skrivetekniske problemer.
Nogle er fx bange for ikke at være litterære nok og bliver krampagtigt
kreative, skaber mængder af kunstord eller finurlige sætningskonstruktioner. Andre har store problemer med at sortere væsentligt fra uvæsentligt, hvorved deres historier mister fremdriften. Hvis du skulle nævne dine tre største skriveproblemer som nybagt forfatter, hvilke ville du så fremdrage?”
”Jeg har det ikke sådan med tal i den sammenhæng, altså tre største problemer og den slags – men helt sikkert det, du nævnte først, angst for ikke at være litterær nok, massevis af kunstord og finurlige sætningskonstruktioner. Det begik jeg, selv om jeg egentlig gik til mit første manuskript med en vilje til ikke at være kunstlet, jeg ville være en transparent forfatter, som jeg sagde dengang, én, hvis sprog var så gennemsigtigt, at man ikke lagde mærke til det.
Det andet problem, at sortere væsentligt fra uvæsentligt, er jo ikke rigtig
noget begynderproblem, det kæmper jeg stadigvæk med, der er andre folk nødt til at hjælpe mig.
Alt i alt kan jeg kun sige: Hvis man virkelig vil skrive, så er der ikke
andet for end at skrive og skrive og skrive, og så skal andre læse det, og
så skal man være villig til at smide det hele væk og begynde forfra, når det
ikke rigtig dur i de andres øjne. At skrive handler om at skrive det ned og
skrive det om, igen og igen og igen.
Plus en masse tålmodighed.”

”Var du nogensinde ved at give op?”
”Tit. Jeg synes, at det er en uhyre hård branche. Enhver af os lægger jo sit
hjerteblod frem, og for det meste får man blot afslag eller dårlige
salgstal. Der er noget væmmeligt ved det; men samtidig er det en obsession,
og selve det at skrive er jo også dejligt (i det mindste, hvis det kører, det
gør det jo heller ikke altid, og så er også det væmmeligt).
Der er simpelthen for mange om buddet, folk der virkelig kan noget – så ja,
jeg har tit ønsket mig, at jeg lavede noget andet.
Shit happens.”

At blive vred over kritik
”Havde du, inden Den lodne Bøg blev antaget af forlaget, egne læsere
og kritikere på manuskriptet?”
”Ja, så mange jeg kunne få. Jeg tror, at den blev læst af fem mennesker. Men
rigtig gang i redigeringen kom der først, da forlagsredaktøren sagde, at det
skal ud, det skal skrives om. Før da havde jeg ikke rigtig været i stand til
at gøre det. Det må man også lære: at ændre.
Jeg tror, at det er lige så vigtigt som at skrive. I det mindste gik der
mange år, hvor jeg reagerede på kritik med depressioner eller vrede eller
hvad ved jeg, og ikke rigtig kunne sige til mig selv, at det her manuskript
kommer simpelthen i tønden, og så tager jeg kun hovedtemaet og et par
bitemaer, og så bygger jeg det helt nyt op. Jeg er stadigvæk ikke perfekt
til det, men i løbet af en ti år blev jeg absolut bedre til at skrive nogle
af mine manuskripter fuldstændig om.”

”Bruger du sådanne læsere i dag, eller beror du dig nu blot på
forlagsrespons?”
”Lige for tiden beror jeg mest på forlagsrespons. Det skyldes dog også, at
jeg er i den favorable position at have et fast forlag (i det mindste i
overskuelig fremtid), jeg kender forlæggeren ganske godt, har lavet fire
bøger sammen med ham. Jeg ville gerne have andre læsere også; men lige nu er det ikke muligt.”

Forfatter for livet – en grufuld forestilling
”Kan du også i dag, som etableret forfatter, opleve
skrivetekniske vanskeligheder?”
”Naturligvis, de samme som dengang, jeg var ny. Problemer med at komme i gang og komme videre, sproglige problemer, problemer med at overskue ting, dybe usikkerheder.”

”Henrik Pontoppidan var kendt for at ændre i sine værker fra
udgivelse til udgivelse. Når du med årenes erfaring ser tilbage på dine
værker, er der da ting, som du gerne ville kunne gå tilbage og lave om på?”
”Det aner jeg ikke. Jeg gider ikke rigtig beskæftige mig med mine gamle
værker. Desuden har jeg heller aldrig oplevet nyudgivelser, så det har ikke
været aktuelt.
Jeg tror nok, at jeg ville slette første sætning af Den lodne Bøg (”Farfar døde fjorten dage efter, at krokodillen var dukket op”) ved en genudgivelse og titlen på en af mine tyske romaner.”
”Hvilken titel er det – og hvorfor?”
”Det var den roman, der hedder Letzte Helden. Jeg ville så gerne have haft
den til at hedde Albedo. Det er min titel, og det er lidt vanskeligt at
forklare, hvorfor. Det skal man læse romanen for og måske lige google eller
wikipedere; men den titel betyder virkelig noget for mig. Den blev afvist på
forlaget, fordi ikke en kæft vidste, hvad Albedo betød (det vidste jeg
heller ikke, før jeg hørte om fænomenet og vidste, at det var min titel), og
så gav redaktøren den titlen, som jeg aldrig rigtig har brudt mig om.
Bogen solgte også elendigt.”

”Ser du dig selv som forfatter for resten af dit liv?”
”Ja, det gør jeg. En grufuld forestilling.”

Råd til forfattere in spe: Lad være med det pis!
”Har du sluttelig et godt råd – eller flere – til forfattere i begyndelsen af
deres skriverliv, dem der står før den første udgivelse?”
”Står forfattere i begyndelsen af deres skriverliv allerede før den første
udgivelse? Hos mig gik der næsten fem år fra begyndelsen til den første
udgivelse.
Mit første gode råd er altså: Lav noget andet!
Det andet er: Tænk i lange tidsrum, når I skriver. Altså i ti år eller
deromkring. Især romaner er langdistance, og det skal man være født til.”

”Hvad mener du med at lave noget andet? At man helt skal undlade at skrive?”
”Ja, jeg mener, at de bør gøre noget helt andet. Du bør  virkelig kun prøve at blive forfatter, hvis du virkelig vil det, hvis du  ikke kan noget andet, hvis der er noget i dig selv, der tvinger dig til at blive det. Så er det også lige meget, om en eller anden fortæller dig, at du skal lade være, så gør du det under alle omstændigheder; men så skal du også være klar over, at du får en masse lort med i købet, en masse smerte, meget mere, end du tror (eller også ikke: Hvis du er meget heldig eller meget talentfuld, så går det nemmere).
Men ja, som udgangspunkt:  Lad være med det pis, bliv noget andet.”

Hans Schmidt Petersen har udgivet ni romaner.
Læs om forfatteren på forlagets hjemmeside (der skal scrolles lidt ned for at se omtalen) og på Wikipedia.
Hans Schmidt Petersen er også på Facebook.